Mennesker er forskellige og har forskellige politiske ideer. Alligevel er Max20 politisk interessant for langt de fleste. Max20 opfylder nemlig de fleste politiske mål som de politiske partier og grupper kæmper for, selvom de fleste ved første øjekast på ideen vil løbe skrigende bort.
Der er nemlig to udbredte politiske mantraer som Max20 ikke opfylder. Det ene er rettighedsegoismen, hvor holdningen er at staten har pligt til at forsørge en, uanset om man kan selv eller ej. Og den anden er lighedsmisundelsen, der siger at ingen må tjene mere end andre. Disse to mantraer præger dansk politik meget, desuagtet at de er temmeligt utopiske og ingen egentligt har nogen interesse i dem.
Hvis man kan forstå at disse to fejlskud rent faktisk modarbejder de politiske ønsker som de fleste mennesker har, så har Max20 meget at tilbyde.
De fleste danskere vil sikkert skrive under på at det er vigtigt at sikre at de svageste også får en chance, derfor er lighedsutopien så populær. Men at opnå lighed ved at kvæle de stærke og give status til de svage, fastlåser faktisk de svage fremfor at give dem en chance.
Socialdemokraterne ynder at sige at et samfund måles på hvordan det behandler sine svage. Men hvad er målestokken? Er det kroner og ører i bistandshjælp, eller er det chancen for at den svage kommer i arbejde og kan forsørge sig selv.
Her er det netop at Max20 viser sin styrke. Et skattetryk på 20% kvæler ikke de stærkes initiativlyst, og derfor vil økonomien stige og arbejdsløsheden falde. Derfor får de svage den chance som alle efterlyser. Men hvis økonomisk lighed er målet og selvforsørgelse er lige meget, så er chancen forspildt.
Omvendt de som faktisk er svage og f.eks. har handicaps eller skal have speciel hjælp for at komme i gang, dem er der altså ikke lukket af for. Der er stadigt penge til at hjælpe disse. Bare ikke til 1 mio. mennesker som i dag.
Max20 tvinger os til at ændre vores tankegang omkring hvem som skal have offentlig hjælp og hvem som ikke skal. Faktisk tvinger det os til at se på selvforsørgelse med større respekt end i dag.
For den almindelige velfærdsnarkoman er Max20 interessant fordi den bevarer staten som sikkerhedsnet og hjælper for de svage i en form hvor den er konkurrencedygtig overfor globaliseringen.
De fleste ser trods alt staten som et sikkerhedsnet. De vil gerne betale skat, fordi de derved har et sikkerhedsnet. Men det er dog de færreste der erkender at sikkerhedsnettet har huller. Hullerne i sikkerhedsnettet opstår når alt for mange mennesker skal modtage offentlige ydelser på trods af at de egentligt ikke har behov derfor.
Når de offentlige ydelser bliver for mange, så bliver jura sat over humanisme, og så forsvinder trygheden. For at styre de mange tigger hænder der bliver holdt frem, gør systemet hjælpen til en lovbestemt rettighed. D.v.s. hjælpen skal gives efter stive regler, og hvis man ikke falder indenfor sidde regler, så er der ingen hjælp at hente.
Og så er det netop trygheden smutter. For hvis man kommer ud for noget som systemet ikke har forudset kunne ske for nogen, så er der ingen tryghed. Eller hvis man lever på en måde som ingen andre lever på, så er der ingen tryghed. Hvis man ikke kender alle de lovbestemte rettigheder, ja så er der heller ingen tryghed - kun tilfældigheder om der er nogen i systemet som gider at hjælpe med at finde den rigtige paragraf.
D.v.s. der er tryghed til alle de stærke som kan finde ud af reglerne og leve et liv efter normerne. Alle andre er der reelt ikke tryghed for. Svagt begavede og psykisk syge er reelt på herrens mark og bliver kastet rundt i systemet uden at blive hjulpet, fordi systemet har travlt med at opfylde alle de klare lovkrav som jo naturligvis må komme først, da sagsbehandleren ellers vil blive fyret af den hårde jura der kommer før humanismen.
Her er det Max20 nødvendiggør et opgør med den juridiske tryghed til fordel for humanisme.
Det er velkendt at velfærdsstaten kræver en stor ”sammenhængskraft” i samfundet. Det der menes med sammenhængskraft er at den ene borger er villig til at betale for den anden borger. Dette vil han naturligvis kun hvis han kan spejle sin egen identitet i den som han betaler for. Altså vedkommende skal have samme kultur, samme sprog, samme forudsætninger, samme interesser – kort sagt alle skal være ensrettede for at det kan hænge sammen.
Selvsagt så har en etnisk dansker og en muslimsk indvandrer ikke så meget til fælles at denne sammenhængskraft eksisterer. Den altomfattende stat der kontrollerer alle penge og har love for alt, levner derfor meget lidt plads til indvandrere, men så sandelig heller ikke til landets egne borgere der vil tænke nyt.
Jo mere der overlades til den enkelte, jo bedre bliver der derfor plads til mangfoldigheden.
For ultraliberalisten er Max20 interessant fordi den bringer staten ned på en størrelse, hvor den abonnementspris som skal betales til staten, vil ligge væsentlig tættere på den pris som skulle betales til private forsikringer, privat politi etc. ved en e.v.t. udmeldelse af staten. Der vil altså ikke være den store økonomiske gevinst at hente ved at tage det sidste skridt og afskaffe staten. Derfor kan personer som ønsker at melde sig ud ikke længere udskriges som egoister og asociale. På den led vil det således også være mere realistisk at forestille sig at der kunne laves en aftale omkring udmeldelse af staten.
Hvis der er færre love og folketinget vedtager færre love, så må man forvente at der vil blive mindre lovsjusk og japperi, fordi folketinget ikke har tid nok til at behandle lovene grundigt nok.
Det er også lidt en utopi at tro at vi er demokratisk styrede. De fleste af lovene udformes af embedsmænd, og kun et fåtal af lovene læses af alle folketingsmedlemmer. Det overlades til nogle få medlemmer i partierne at tage stilling til disse lovforslag, og resten følger blot trop. Små partier har dog besvær med at få det hele med.
Selvom lovforslagene oftest lægges ud til høring, så er det ingen garanti for at der ikke opstår hovsa'er. For det første skal de rigtige jo høres, hvilket reelt kræver at disse har en interesseorganisation, og at denne er kendt og anerkendt af staten. For det andet skal de som høres jo også have tid til at svare, hvilket ofte kan være en presset proces. For det tredje er det ikke sikkert at der lyttes til svarene, det tager jo også tid at læse og høre alle disse svar.
Generelt så kan man sige at det politiske system kun kan have fokus på 3 ting ad gangen, 3 ting som typisk styres af hvad der nu er oppe i medierne, og som derfor har politikernes interesse da det jo er det de bliver genvalgt på. Så mens man løser problemerne på hospitalerne kan jernbanerne få lov at sejle.
I en privat virksomhed kan man også kun have fokus på 3 ting ad gangen fra topledelsen. Forskellen er blot den at en privat virksomhed er meget mindre og ikke favner så bredt.
En stor og altomfattende stat, vil således altid være præget af vilkårlighed og dårlige love. Dette giver en stor mistro til topledelsen – altså politikerne. Der er således kun en ved ud af den politikerlede som opstår af dette, og det er at mindske statens omfang.
Det burde næsten være unødvendigt at skrive det, men sætter man skatten ned så falder omfanget af det sorte arbejde. Eftersom et skattetryk på 20% for mange vil virke rimeligt, så vil det også fordre til at man rent faktisk betaler skatten fremfor at falde for den store fristelse til at spare over 50%.
Men det mindre bureaukrati, vil også have sin effekt. Arbejdsopgaver som rengøring er ikke så hårdt ramt af topskatten som f.eks. hårdværksarbejde. Alligevel så er det rasende dyrt at ringe til et firma og bestille rengøring. Det der her spiller ind er store administrationsomkostninger. At føre regnskab og sikre at alle lovbestemte goder nu også bliver givet til de ansatte kræver et kontorhold der jo bestemt ikke laver noget produktivt for kunden.
At skatten skal være under 20% er jo ikke det eneste. Det lovgivningsmæssige, at loven skal gribe ind i mindre end 20% af livets forhold er måske endnu vigtigere, hvis vi tænker på ting som krig og fred.
Fredsbevægelsen burde derfor grådigt kaste sig over Max20 konceptet. Begrænsede stater virker nemlig begrænsende på krig. Jo større og mere omfattende stater, jo større er risikoen for at en region vil kræve sin selvstændighed og starte et oprør som centralregeringen så vil gøre alt for at kæmpe ned. Det skal siges at disse forhold ikke gør sig gældende i Danmark der som bekendt er fuldstændigt homogent. Men man kan f.eks. nævne områder som Tjetjenien, Palæstina og stortset hele det afrikanske kontinent. Områder som her er specielt problematiske er uddannelse, kultur og medier. Hvis staten kan holde snitterne fra disse områder, så undertrykker den ikke de lokale identiteter.
Det er selvfølgelig heller ikke uvæsentligt at en krigsførende nation, nødvendigvis må opkræve høje skatter af befolkningen alternativt opretholde en værnepligt. En begrænset stat vil således virke mindre aggressivt på sine naboer. Begrænsede stater vil med deres mindre regulering også være mere åbne for omverdenen, hvilket er endnu et krigsforebyggende element.
Selvfølgelig kan man komme ud for en konflikt, hvor man står overfor en gruppe mennesker der mener at deres kultur eller ideer skal dominere andre mennesker og det mere end 20%. Da er der ingen anden udvej end krig.
Derfor lurer faren. Har man en stor og totalitær stat som nabo med krigeriske planer om at udbrede sin frelsende ideologi til resten af verden, så hjælper pacifisme ikke så meget. Og bryder krigen ud, så vil staten vokse til lang over 20%. Når så krigen er ovre og man forhåbentligt har vundet, så har man alligevel tabt, fordi staten går ikke frivilligt på skrump igen. Når først en krigsskat er indført, så afskaffes den ikke blot fordi freden er nået.
Heldigvis kan en krig udkæmpes på flere måder end med våben. Et samfund baseret på Max20 vil økonomisk være stærkt og frit. Tilmed vil det med åbne grænser invitere de selvsamme mennesker ind og nyde godt af friheden, som senere skal kommanderes i krig for at ødelægge den frihed som de lige har smagt. Situationen vil ikke være meget ulig øst vest konflikten under den kolde krig, der som bekendt endte med at øst kollapsede overfor det enorme frihedspres vestfra.