Af Kjeld Flarup
”Demokrati er den dårligste styreform, bortset fra alle andre der er prøvet”, sagde Churchill engang. Så alle ved det godt, demokratiet er ikke perfekt. Alligevel se vi det som værende så helligt og rigtigt, at vi lader demokratiet styre mere end halvdelen af samfundets aktivitet. Men demokratiet skalerer ikke op i et så stort omfang, vi var egentligt bedre foruden demokrati end et demokrati som fylder alt!
Som styreform har demokratiet en række svagheder. Demokratiet mangler fokus. Mangler incitament. Mangler mangfoldighed. Mangler overskud. Mangler valgmuligheder, Mangler fleksibilitet. Mangler prioritering. At bistandsklienter kan stemme på flere penge til sig selv er også et problem, men langt mindre end alle de andre.
Når man taler om kapitalisme så taler man også om markedet. Kapitalen er det enkelte menneskes input til samfundet. Men markedet er den store moralske rygrad, der komplementerer kapitalismen. Kapitalen kan det enkelte menneske påvirke. Markedet derimod er helt sin egen og umuligt at kontrollere. Markedet kan ikke styres, højst sættes ud af kraft med fatale konsekvenser for samfundet til følge.
Når demokratiet skal styre vidt forskellige ting som tog, busser, hospitaler, børnepasning, miljø, o.s.v. så mister man fokus. For at en virksomhed skal fungere optimalt, så skal topledelsen som laver prioriteringerne have konstant fokus på driften og gribe ind i tide. Her opstår det første alvorlige problem for demokratiet. De offentlige virksomheder har naturligvis en ansvarlig ledelse, men det er politikerne der kommer med pengene. Det er altså politikerne der skal have fokus på driften, og det har de sjældent.
Politikernes fokus dirigeres nemlig af vælgerne og således indirekte af pressen. Dette afspejles så igen af, hvor mange emner kan der holdes fokus på under en valgkamp. Et slag på tasken så kan demokratiet altså holde fokus på 3 områder – ikke de enkelte offentlige virksomheder men det overordnede sagsområde. Og fokus bliver først rettet når det er gået galt, ikke når det er ved at gå skidt. Hvis der er noget som virker inden for det offentlige er det således mere held end forstand, og skyldes enkeltpersoner som uden særlig belønning knokler for at få det til at virke.
Kapitalismen derimod har ikke det samme fokus problem. Kapitalisme betyder at produktionsapparatet er privat ejet. Dette betyder at der er tusindvis af ansvarlige ejere som skal lave prioriteringerne. Og disse har sjældent lige så spredte interesser som politikerne, og de styres ikke rundt i manegen af pressen og vælgerne. Derfor kan de fokusere på at styre virksomheden, og derfor har virksomheden en ledelse som er nærværende og som kan tage hånd om udviklingen. Deres største problem er som regel politisk indblanding.
Der er da også private virksomhedsejere som ikke interesserer sig for virksomheden, eller virksomheder der bliver så store at ledelsen ikke kan bevare fokus. Men dette regulerer sig selv, fordi virksomhederne straffes på pengepungen for det. A.P. Møllers læresætning: ”Intet tab bør ramme os som ikke kan undgås ved rettidig omhu” siger sådan set det hele. Og man kan ikke vise rettidig omhu, hvis man har for mange ting at se til. Offentlige virksomhedsejere straffes naturligvis også på pengepungen, men her er det jo ikke egen pengepung, men skatteydernes der straffes.
Det demokratiske styresystem mangler også mangfoldighed og fleksibilitet. Demokratiet er reelt een stor monopolvirksomhed, hvor der ikke er konkurrenter. Dermed vil der også være en begrænsning i de ydelser som kan leveres. Generelt kan demokratiet kun fungere ved at prioritere ønskerne blandt de som efterspørger. Der er kun 100% at dele ud af, og enhver må så tage til takke med der der kan tilkomme en, dette er en indbygget begrænsning i demokratiet.
Kapitalismen derimod har ingen begrænsninger, hvis der ikke er nok ressourcer så producerer man bare nogle flere så der reelt er mere end 100% at fordele. Prioriteringen flytter nemlig ud til kunden. Hvor man i demokratiet skal slås om prioriteringen af fællesskabets 100%, skal man med kapitalismen selv prioritere sine egne 100%. Derfor har den enkelte en enorm meget større indflydelse.
Man kan sammenligne samfundet med en kage, som skal deles, og vi får alle et lille bitte stykke. Og hvis nogen skal have mere, må der nødvendigvis være andre som skal have mindre. Dette gør kapitalismen op med, for hvis man bager en større kage, så får man selv det største stykke og skal ikke dele med naboen. Derfor, hvis nogen ønsker at få mere i et kapitalistisk system, så tager man det ikke fra andre men bager selv en større kage. Dette er meget gavnligt for samfundet, fordi der altid falder krummer af til de svagere.
Betyder kapitalistisk styring så at storkapitalen styrer alt? En sådan tanke vil bero på en misforståelse af liberalismens natur. Selvom storkapitalen ejer næsten alt, så ejer den ikke menneskene – hvilket staten reelt gør via sin ret til skatteopkrævning. Dette betyder at det enkelte menneske har større bestemmelse over sin egen tilværelse i et kapitalistisk system end i et kollektivistisk system. Omvendt betyder det også at storkapitalen har større bestemmelse over sine egne affærer, hvilket nok er det som piner de fleste socialister når de klager over storkapitalen. De vil så gerne bestemme over andre, og specielt de som er større end dem selv. Men reglen i kapitalismen er at man bestemmer mere over sig selv og mindre over andre.
Demokratiet burde have en styrke omkring indflydelse, mindretalsbeskyttelse, gennemskuelighed, lighed og retfærdighed. Kapitalismen garanterer ikke disse ting, men alligevel så virker kapitalismen bedre, og demokratiet lever ikke altid op til sine idealer.
Indflydelse og mindretalsbeskyttelse er faktisk problemområder ved demokratiet. Dette skyldes simpelthen 100% problemet med demokratiet hvor man lægger sin ene stemme ind og får en brøkdel af de 100% ressourcer tilbage. Jo man har indflydelse og mindretalsbeskyttelse ved demokratiet, og Nej man har ikke nogen direkte indflydelse ved kapitalismen. Men hvorfor skulle man ønske at have indflydelse? Man kan jo blot vælge en anden leverandør. Det ville svare lidt til at man indførte direkte valg til Nokia's bestyrelse, for at få indflydelse på hvilke mobiltelefoner der skal sættes i markedet. Men det er da lettere at købe en SonyEricsson. Derfor giver markedet indflydelse og mindretalsbeskyttelse.
”Demokrati giver lighed”. Måske, men er lighed for det første et mål? Uligheden er per definition bygget ind i begrebet kapitalisme. Men kapitalismens følgesvend markedet udligner dette. Det er en del af markedets natur at mindske forskellen mellem rig og fattig, forudsat at markedet er frit, og det er markedet sjældent under demokratiet. Derfor giver demokratiet måske lokal lighed ved at omfordele fra rig til fattig over skatterne, men globalt har demokratiet bestemt ikke en glorie med hensyn til lighed. Tværtimod så er demokratiet primus motor i nogle af de mest omfattende reguleringer og subsidieringer i markedet, det har skabt store økonomiske skel.
Og er lighed et mål? Nej, vi behøver faktisk ulighed. Ulighed får mennesker til at arbejde hårdere for at nå bedre kår, for man kan jo se at det er muligt. Omvendt så betyder eksistensen af rige mennesker at de kan bruge penge til at købe ydelser hos de som gerne vil have mere. Uligheden er så at sige motoren i væksten. Jo mere ulighed, jo mere vækst. Og den dag ulighederne er væk, så drosler væksten ned. Men uligheden kan heldigvis være svær at udrydde, da en forholdsvis lille befolkningsgruppe med de rigtige dispositioner eller de rigtige ideer kan opnå ufattelig rigdom, og dermed være med til at drive samfundets stræben.
”Demokratiet fordeler samfundskagen mest retfærdigt.” Ud over at man kan diskutere det retfærdige i demokratiets fordelingsnøgle, så er forskellen til kapitalismen den at kapitalismens kage er langt større, og naturligvis er den ikke lige fordelt. Uligheden er en forudsætning for at kagen er større. Men kapitalismen er også retfærdig i den forstand at de som bager kagen også får lov at nyde mest kage. Det er der man kan diskutere demokratiets retfærdighed, når den har skabt en velfærdsstat, hvor de 80% bedst stillede giver til de 80% dårligst stillede. Hvor er det lige retfærdigheden ligger i at tage en overarbejdstime, når staten skal have 68% i skat og efterfølgende 25% moms plus afgifter.
”Demokratiet sikrer bedst anvendelse af vores ressourcer og at fremtiden bliver udformet som folket ønsker.” Sørgeligvis så er der en stor modsætning mellem den teknologiske udvikling og folkets ønsker. Der er snart ikke den teknologi som folket har været bange for og som de ikke ønskede. Bagefter kan vi knapt forestille os verden uden. Demokratiet har altså ikke nogen viden om de behov samfundet har, eller hvad det er for en fremtid som man kan vælge imellem. Det ved kapitalismen og markedet derimod.
Kapitalen kender de fremtidsmuligheder som vi har, og tager sig tid til at analysere hvilke af disse som folket vil købe. Der er det problem, at folket ønsker sig så mange ting. Hvis man spørger dem, vil de gerne have alting. Men når det kommer til realiteterne så vil de færreste faktisk betale for det. Og når de først ser en ny ting, så tager de den til sig selvom de oprindeligt sagde nej – bare det giver dem noget brugbart. Kapitalismen sætter fokus på en grundig behovsanalyse, og det for selv de mest banale ting. Demokratiet derimod lider som bekendt af fokus problemer, og derfor vil dets beslutninger være derefter.
”Demokratiet er mere moralsk”. Under kapitalismen er enhver blot sin egen lykkes smed, mens demokratiet kan fremme højere mål. Det var godt hvis det var sandt, men hvor finder man mere løgn end i politik. Politik er demokratiets akilleshæl, hvor moralen ofte falder til et lavpunkt i form af magtgrådighed og stræben efter andres ressourcer. Kapitalisme kan faktisk også have demokratiske elementer. Her får man blot ikke en stemmeseddel en gang hvert 4 år, men man kan afgive sin egen stemme i form af 100 Kr. sedler hver dag i form af forbrug. Jo flere penge man har, jo flere stemmer har man altså, hvilket er godt, fordi hvis man har penge så har man ydet en indsats, hvilket ud fra kapitalismens synsvinkel er god moral. Men den fremherskende trend under demokratiet er at det er umoralsk at tjene penge - en holdning som er temmelig selvdestruktiv. Vi kan ikke komme uden om at netop lige her er der en ganske åbenlys holdningskonflikt mellem kapitalister og socialister.
Hvis man ser på EU, kan den enkeltes begrænsede indflydelse rigtigt komme frem i lyset. I Danmark kan vi kun vælge 14 ud af 600 medlemmer af Europa parlamentet. Det er der mange som synes er forsvindende lidt, men kun få er villige til at erkende at det er konceptet demokrati og personlig indflydelse det halter med. Helt galt går det når man taler om Tyrkiets optagelse i EU. Det er fint med et større fælles marked, men når talen kommer ind på at Tyrkiet med sine 86 mio. indbyggere vil få en stor politisk indflydelse via demokratiet, så tøver de fleste. Og så er de endda muslimer i Tyrkiet!
Der er noget problematisk ved at 500 mio mennesker skal styres af et politisk organ, og så kan det være nok så demokratisk. De præference som skandinaver i nord og muslimer i syd måtte have er mildt sagt forskellige. Alligevel forsøger EU at presse det hele ind i en ramme som demokratiet ikke kan holde til. Demokratiet fungerer nu en gang bedst indenfor homogene grupper.
Under kapitalismen kan alle få det som de prioriterer højst. Hvis der er nogen som vil have noget specielt, så kan de også få det hvis det ligger indenfor rimelighedens grænser. Så hvis der er nogen som vil bruge 90% af deres ressourcer på pasningen af deres børn, og spinke og spare for resten, ja så er dette en mulighed. Men reelt vil denne ret til selv at prioritere blive brugt til at komme udenom små problemer i hverdagen, som f.eks. åbningstider i daginstitutionerne.
Men der findes andre alternativer. I Afghanistan og Irak er man gået fra uoplyst diktatur, og nu forsøger verdens samfundet at etablere et demokrati, hvilket naturligvis må blive et uoplyst demokrati. Det synes at være noget rod, men forhåbentligt kommer der noget godt ud af det, om nogle år. Sovjet syntes at forsøge at forsøge modellen der hedder oplyst diktatur, med det resultat at styret faldt, og i dag har man et halvt oplyst demokrati. Kina derimod valgte det uoplyste liberalisme med diktaturet i baghånd, hvilket har været en økonomisk succes.
I Somalia gås der helt til ekstremerne med en uoplyst liberalisme uden nogen form for regering. Det betegnes som rent anarki, men er en model der måske vil kunne udvise lige så positive resultater som indsatsen i Afghanistan og Irak. Men demokratiet står stærkt i vores bevidsthed, og derfor vil man ikke overlade Afghanistan og Irak til anarkiet, hvilket måske heller ikke vil udvikle sig på samme måde, da islamismen står klar til at gå ind med et uoplyst teokratur.
Ordene demokrati og frihed kobles ofte tæt sammen som hinandens forudsætninger. Til et vist niveau så holder dette, men på et tidspunkt kvæler demokratiet friheden, og det hele går skævt. Ved det seneste folketingsvalg, var der 10 partier opstillet, og alle 10 partier gik som udgangspunkt ud fra at der ikke skulle rokkes ved at staten bruger halvdelen af BNP, og at der på retsinfo.dk er over 20.000 gældende love, cirkulærer m.v.
Hvis man ser på Danmark under enevælden, så var statens kontrol langt mindre. Skattetrykket har næppe været over 20% - for de som betalte skat altså! Centraladministrationen var også langt mindre, og reguleringen af erhverv, uddannelse o.s.v. var minimal. Det var også en tid hvor man kunne rejse over næsten hele verden uden staterne snagede i hvem man var og hvad man ville. Så på mange måder var det et uhyre frit samfund, eneste ulempe var at kongen var enevældig.
Vi er så fokuserede på at demokrati er det eneste saliggørende, men dur demokratiet overhovedet når staten administrerer halvdelen af BNP. Det er først i løbet af de sidste 50 år at demokratiet har oplevet et så enormt kontrollerende omfang, som det har nu. Lige fra demokratiets vugge i grækenland, over den franske og den amerikanske revolution til den første danske grundlov, har demokratiet aldrig
Endnu en illusion om omkring demokratiet er at det giver retssikkerhed. Hvis demokratiet skal kunne gøre sig nogen forhåbninger om troværdigt at sikre retssikkerheden så skal demokratiet til at tage sig gevaldigt sammen. Når demokratiet har travlt med så mange ting som det har, ja så rammes retssikkerheden også af mangel på fokus, og derved svækker den alt omfavnende demokratiske stat retssikkerheden.
Når staten skal opkræve 68% i skat, så rammer det også retssikkerheden hårdt. Der er jo nærmest tale om en slet og ret konfiskation, hvilket ofte ender i juridiske slagsmål, demokratiet mod borgeren. Eller skal man skrive retssikkerhedens vogter mod offeret. Det er ikke troværdigt! Det er som at sætte ræven til at vogte gæs, at lade et demokrati vogte retssikkerheden, når det samtidigt skal styre alt andet!
Kapitalismen og markedet står ikke umiddelbart som en afløser til demokratiet på retssikkerhedsområdet. At Hr. Hansen tjener 10 gange så meget som Hr. Jensen og har en Ferrari giver ham jo ikke ret til at køre Hr. Jensen ned. Så vi har faktisk stadigt behov for demokratiet. Men det hjælper jo ikke meget hvis demokratiet har korrumperet sig selv.
At lægge styringen over til en kombination af kapitalisme og marked, er netop hovedessensen i liberalismens bud på en samfundsorden. Afsværger liberalismen sig så demokratiet? Nej, langt fra, demokratiet er jo fortsat intakt. Det er blot langt færre spørgsmål som afgøres via det politisk/demokratiske system. Demokrati bygger på oplysning, retssikkerhed, ytringsfrihed, debat, åbenhed og mange andre ting. Disse ting er fortsat vigtige elementer i et liberalistisk samfund. Når styringen således lægges over til kapitalismen, så er det derfor ikke nødvendigvis et tilbageskridt, men nærmere et skridt højere op at evolutionsstigen.
Borgerne kan få langt flere rettigheder med det kapitalistiske system end med det demokratiske. Men det er vigtigt for begge at der ligger et oplyst samfund bag. Rækkefølgen af oplysning, demokrati og liberalisme er ikke på nogen måde endegyldig. I Danmark har det således være naturligt at gå fra enevælde til oplyst enevælde og til demokrati. Nu mangler vi så bare springet til et frit og oplyst liberalistisk samfund.
Demokratiet er bestemt ikke nogen dårlig ting. Det har udviklet mange samfund i en positiv retning, men demokratiet er ikke endestationen. Hvis et samfund ikke kommer videre, så vil det går til grunde som både romerriget og det gamle Grækenland. Et eller andet sted ødelægger demokratiet nemlig overlevelsestrangen og dermed nogle basale menneskelige værdier. Det der er vigtigt er ikke længere hvad der er godt for Danmark, men hvordan man tæller til 90 i Folketinget.
Som en konklusion, så kunne demokratiet være godt, hvis det altså blev begrænset væsentligt i sit virkeområde. Der er nogle få områder, hvor demokratiet stadigt er det bedste, men disse virker ikke fordi demokratiet er blevet misbrugt til magt og politisk karriere stræb. Kapitalismen står som en oplagt og nem afløser at tage til på mange områder, og kan således styrke demokratiet på andre områder, hvor demokratiet er berettiget.